Det er med sorg vi må meddele, at Odsherreds Rideklubs æresmedlem Lisa Christiansen døde den 9. november 2025, 75 år gammel.
Lisa var ikke selv rytter, men kom ind i Odsherreds Rideklub via børnene René og Joan, hvis store interesse var springsporten.
Hun var i bestyrelsen fra 2000 til 2006, heraf det sidste år som formand. Ud over dette, var Lisa i mange år en af de største kræfter i forbindelse med afholdelsen af landsstævnerne i spring for både heste og ponyer, og ikke mindst Danmarksmesterskabet i spring for heste i 1991. Lisa var stævnesekretær og kontaktperson, som dengang krævede rigtig mange timer ved skrivemaskinen, da der ikke var de samme muligheder med EDB-stævnesystemer som nu.
Der var altid styr på tingene, og alt blev lavet til aftalt tid. Desuden var Lisa i flere år ”juniormor”, hvor hun stod for samarbejdet med juniorudvalget, og hjalp dem med tilrettelæggelse og afholdelse af mange arrangementer.
En ildsjæl der gennem mange år var en stor støtte, er gået bort.
Ære være Lisa Christiansens minde.
Odsherreds Rideklub
Formand Lone Nielsen
& Marianne Søderlund